Nyt cykelløb i Varde: Konkurrenceræs og familiefræs

I slipstrømmen efter TV 2 på Tour arrangerer Varde Cykelklub nu et helt nyt løb: Varde Classic. Et cykelevent, hvor alle kan deltage.

Varde: Der er ruter og konkurrenceræs til rytterne på landevejen, en offroad tur med appel til MTB-folket, og endelig er der en oplevelsestur, som let kan gennemføres på en gammel havelåge eller på familiehjul med de mindste.

Varde Cykeklub håber, at rigtig mange vil være med til at træde i pedalerne, så det helt nye cykelløb, Varde Classic, kan blive en årlig tilbagevendende begivenhed.

– Varde Classic, der skydes i gang søndag den 11. juni, bliver forhåbentlig en fortsættelse af den cykelsucces, vi med TV2 på Tour har oplevet i de seneste to år, siger Steen Kruchov, der understreger, at cykelløbet ikke kun er et konkurrenceræs, men en cykelevent for alle.

Han vil specielt gerne gøre opmærksom på Oplevelsesruten, hvor distancen er ti kilometer i og rundt om Varde.

– Det er en oplagt cykeltur for hele familien. På ruten er der 11 stop, hvor man skal svare på forskellige spørgsmål. Deltagerne får et startnummer og er med i lodtrækningen om sponsorgaverne, men de kører ikke på tid, og ruten bliver udleveret på et kort, siger Steen Kruchov.

MTB for alle

De to landevejsruter på 115 og 60 kilometer afvikles som et traditionelt landevejsløb. MTB-ruten er på 43 kiloteter, men ruten er ikke teknisk svær.

– Der bliver solgt rigtig mange MTB-cykler, men mange kan ikke lide at køre på de mere udfordrende tracks i skoven, derfor har vi fundet en rute, hvor vi både kører på grusveje, asfaltveje og i skovveje i Orten Plantage. Alle der kører på en MTB eller en citybike i dagligdagen kan sagtens køre denne rute og få en dejlig natur- og cykeloplevelse, siger Steeen Kruchov.

Yderligere information og tilmelding på: www.vardeclassic.dk