Varde Cykelklub træder en ny klassiker i gang til sommer

Publiceret

Varde Classic med fire ruter skal være en tilbagevendende begivenhed, som Varde Cykelklub står bag.

Varde: Sved på panden kommer til at pible frem, når forhåbentlig rigtig mange tager mod Varde Cykelklubs nye initiativ til sommer. Varde Classic hedder det nye løb, som har fire ruter fra 10 til 112 kilometer.

Målet er, at det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, som er med til at profilere Varde Kommune om en cykelkommune. Derfor giver udvalget kultur og fritid 20.000 kroner til en del af opstartsomkostningerne.

– Det, der er rigtigt positivt, er, at det kommer ud i kommunen, siger Lisbet Rosendahl (V), formand for kultur og fritid.

Og det er meget bevidst fra Varde Cykelklubs side at lægge de lange ruter nord og øst for Varde by, da der i forvejen er mange løb i kystområdet. Blandt andet kommer de helt op til Fåborg

Landevejsformand Jens Maaegaard fra Varde Cykelklub fortæller, at Varde Classic er en fortsættelse af TV2 på Tour, som gæstede Varde de seneste to år. Da afviklede cykelklubben flere løb med knap 1.000 deltagere.

– Det var en bragende succes, så det følger vi op på, siger Jens Maaegaard.

At de ikke har start og mål på Torvet, som med TV2 på Tour, skyldes, at de ikke må afspærre midtbyen. Samtidig er opløbet simpelthen for farligt på Torvet.